Skip links

Årets sidste officielle klubturneringer. Skal du med?

Efteråret er en realitet og dagslyset aftager så småt for hver dag der går. Til gengæld bliver vi begunstiget med årstidens smukke farver, der f.eks. kan nydes i forbindelse med de kommende klubturneringer. 

Her starter vi med Liv & Stiil Mix-Par efterårsturnering d. 9. oktober 2022, der spilles som en mix-foursome turnering, hvor holdet består af en herre- og damespiller. Det er muligt at tilmelde sig individuelt såvel som par, og “først til mølle” princippet vil blive anvendt i tilfælde af et ulige antal tilmeldte. Turneringen starter med gunstart kl. 9.00 og efter runden er der hygge med spisning i Restaurant Funders samt præmieoverrækkelse.

Tilmelding:
Her i GolfBox, senest d. 6. oktober kl. 23.59.

Turneringsfee:
Pr. pers. inklusive mad, medlemmer 150 kr. juniorer 100 kr. & Gæster 350 kr. (inkl. greenfee)

Cross Country Frivilligturnering

Vi fejrer frivilligheden i Randers Golf Klub med den altid festlige Cross Country turnering, der afholdes lørdag d. 22. oktober 2022.
Turneringsformatet er holdturnering, hvoraf de 3 bedste scores er tællende til den samlede holdscore. Dagen starter med check-in og afhentning af scorekort fra kl.10:30, hvorefter der er gunstart på hullerne kl. 12:00.
Efter runden er der hygge, spisning og præmieoverrækkelse i Restaurant Funders.

Det er gratis at deltage, så er du frivillig i Randers Golf Klub, og ønsker at deltage, skal du blot Tilmelde dig her senest d. 19. okt. Kl. 12.00

Vinspecialistens Afslutningsturnering 2022

Vær med til at afslutte den officielle golfsæson når årets sidste officielle klubturnering afvikles søndag d. 30. oktober med gunstart kl. 10.00. Turneringen er en individuel stableford turnering, der afvikles i 2 lige store rækker fordelt på handicap.

Der er plads til 180 deltagere, hvor først til mølle-princippet vil blive anvendt i tilfælde af overtegning.

Turneringsfee for medlemmer pr. pers. inkl. mad er 150 kr. og 350 kr. for gæster inklusiv greenfee og mad. Der er sidste frist for tilmelding i GolfBox d. 27 oktober kl. 12.

Det flotte præmiebord er sponsoreret af Vinspecialisten Randers og der er præmier til de 5 bedste i både A og B rækken, samt nærmest flaget på alle par 3 huller. Efter spisning og præmieoverrækkelse nedtages klubflaget i følgeskab med et par ord fra golfklubbens formand, Tom Simonsen.

På gensyn til gode stunder i Randers Golf Klub.