Skip links

Resultater SCANPAN Åbningsturnering 2021

En lang vinter er overstået og blev i dag markeret med SCANPAN Åbningsturnering hvor 224 deltagere havde sat hinanden stævne på banen i Randers Golf Klub.
På fornem vis blev alle spillere kaldt frem på teestedet af Vincent M. Harding, der med skotsk accent formår at henlede tankerne på de helt store professionelle tours.
Om det skyldes startnerver eller vinterrust skal være usagt, men det stod hurtigt klar at tidsplanen blev udfordret og de sidste deltagere kom kun med nød og næppe i mål inden mørket for alvor satte ind. Ligeledes blev den sidste halvdel ekstra udfordret af eftermiddagens nedbør, men heldigvis var der flere der ikke lod sig kyse, og svarede igen med flot spil.
Mange har været aktive i hele vinterperioden, hvilket formentlig har været en afgørende årsag til flere af de flotte scores der blev leveret i dagens dyst. Turneringen blev afviklet i tre rækker og de dygtigste i hver række blev:

  • A-rækken – Lasse Munk Dahl Simonsen / Dennis Bønnelykke Christensen, 39 point
  • B-rækken – Flemming Zielke / Niels Wittrup Nielsen, 41 point
  • C-rækken – Olaf Kjelgaard / Lone Hansen, 46 point

Alle vindere/præmietagere kan ses HER og i videoen herunder kan præmietagerne se hvad der er i vente, hvilket også er gældende for dem der har vundet en lækker termoflaske som lodtrækningspræmie. De flotte præmier kan afhentes på kontoret i åbningstiden.

Tak til Vincent for at kaste lidt glimmer i retning af deltagerne. Tak til SCANPAN for endnu en gang at levere meget flot præmiebord, og til slut en tak til alle dagens deltagere for det flotte fremmøde. Må I alle få en fantastisk sæson.