Skip links

Cross Country turnering

Frivilligheden blev i dag fejret i det skønneste efterårsvejr, hvor 60 af klubbens frivillige stillede til start i den altid udfordrende Cross Country turnering.

Grundet de seneste restriktioner var det nødvendigt at korrigere det oprindelige format, og turneringsformen blev derfor ændret til Mexican Scramble med løbende start. Den nødvendige ændring gjorde dog ikke spillet mindre underholdende, og der var tæt løb om turneringens populære placeringer – der automatisk udløste håneretten det næste års tid blandt flere af deltagerne.

Der var præmier til de 15 bedste hold og dagens topscorer blev holdet med Laila Didriksen, John J. Drachmann, Bo Lillegaard Larsen & Adam Mathias Christensen med en score på flotte 22 slag netto. Titlen som skarpskytte tilfaldt Ole Lassen med et slag der endte blot 50 cm fra flaget på dagens 12. hul.
Alle deltagere, der ikke var til stede ved præmieuddelingen, kan afhente præmierne i kontorets åbningstid. Stort tillykke til Jer.

Året har i sandhed været specielt med Corona som trofast følgesvend. Heldigvis for golfsporten, har det været muligt at gennemføre sæsonen på næsten normal vis fra d. 1. juni og indtil nu – endda med en betragtelig medlemstilgang i snart alle danske golfklubber.
Sammenlignet med mange andre idrætter – for ikke at tale om brancher i erhvervslivet – bør vi derfor være tilfredse med årets forløb, når nu det ikke kan være anderledes. På den vis er det også nemmere at sluge, at vi det næste stykke tid må give afkald på større sociale arrangementer, og ”kun” kan nyde vores sport i mindre grupper – selv om man jo har lyst til at sende Corona hen hvor peberet gror.

Én af årsagerne til, at hjulene fortsat kører rundt i Randers Golf Klub skal naturligvis tilskrives de mange frivillige, der utrætteligt bruger tid og energi til gavn for klubbens mange medlemmer. Uden den frivillige indsats vil det uden tvivl være vanskeligt at opretholde et niveau hvor vi blandt andet kan uddanne mange nye golfspillere, integrere dem, og til slut fastholde dem via aktiviteter.

Tusind tak for i år. Jeres indsats betyder rigtig meget for mange mennesker!