en

Det er atter tid til nyheder, der denne gang byder på vigtig info om prøvemedlemmer, muligheder for medlemmer med CVR-nr., nye procedurer i forbindelse reservation af træningstider, leje af golfbiler og tilmelding til turneringer samt en teaser på en fremragende artikel begået af trænerteamet.

   

Kender du vores næste prøvemedlem?

Vi har hvert år behov for en tilgang af ca. 100 nye medlemmer. Årsagen er en naturlig afgang, der primært skyldes alder, sygdom, uddannelse og flytning. Heldigvis er vi beriget med godt og vel 1150 fantastiske ambassadører, der kan bidrage til den nødvendige medlemsrekruttering – og du naturligvis er ét af dem qua dit medlemskab i Randers Golf Klub.

Så kære ambassadør. Det er tid til at udbrede kendskabet om mulighederne i Randers Golf Klub. Vi tilbyder nye golfspillere et 3 mdr. prøvemedlemskab til den nette sum á 995 kr. Tilbuddet er gældende fra d. 1. marts indtil d. 1. oktober 2017 og dækker fri træning, adgang til alle træningsfaciliteter (inkl. par 3-banen), lån af udstyr samt automatisk deltagelse i begynderudvalgets aktiviteter. Se mere info vedrørende prøvemedlemskabet her.

Status på enkeltstående projekter

P-pladsen har gennemgået en forvandling over vinteren. Der er etableret faskiner, der har til hensigt at afhjælpe de mange (og store) vandpytter, der dannes efter regnskyl. Der er ydermere lagt skærver, indkørslen er asfalteret, og der er etableret nye P-hegn. Sidstnævnte skal males sorte, så snart at træet er tilpas tørt. Der skal endnu en gang lyde en stor tak til Dansk Natursten, Erik G, Wavin og XL-byg for deres bidrag til projektet.

Belysning, der gælder for hele pladsen, er stadig på ønskelisten og vil blive prioriteret på et senere tidspunkt.

Etableringen af de nye udslagshus påbegyndes i nær fremtid og det er forventeligt klar til brug primo april. Driving range kan benyttes i hele perioden, men det må forventes, at der vil være lidt larm fra tid til anden. Det bliver en stor bygning, der på alle måder vil skabe flere muligheder for træning hele året.

Der er bestilt 12 nye golfbiller, der leveres medio marts. Det er samtidig besluttet at afskærme bilerne med en hegnsløsning, således de sikres mod tyveri og hærværk. Hegnsløsningen etableres i uge 9, hvorefter de sidste installationer kan påbegyndes, inden bilernes ankomst.

Der er lagt nye riste på rampen til de øvre bagrum. Med denne handling forventes en mere skridsikker adgang til de øvre bagrum, og tidligere udfordringer med fugt i tilhørende bygninger (grundet den gamle konstruktion) er elimineret.

Sammenlægning af Randers Business Golf og Club Mulligan

Randers Business Golf og Club Mulligan, henholdsvis erhvervs- og sponsornetværk, sammenlægges i 2017, således at vi fremover har én stor erhvervsklub i RGK med navnet Club Mulligan Business. Erhvervsklubben er et vigtigt supplement til driften i golfklubben, da støtten, i form af økonomi eller barteraftaler muliggør de tungere projekter, der giver værdi for medlemmerne i RGK. Alle med et registreret CVR-nr. kan deltage via Club Mulligan Business medlemskab eller Club Mulligan sponsoraftaler. Der er fastlagt seks arrangementer i 2017, hvoraf de tre er med oplægsholdere, der hver især har en relation til golfsporten.

Golfbox til reservation af træningstider, golfbiler samt betaling af turneringsfee

Fra og med d. 1. marts overgår trænerteamets kalender til Golfbox. I praksis betyder det, at al undervisning skal reserveres her. Tilgodehavender på 123booking er automatisk overført til Golfbox, og der anvendes online-betaling ved bestilling af lektioner. Der anvendes også online-betaling ved tilmelding til klubturneringer, hvilket er en ny service for medlemmerne, hvilket samtidig sparer vores matchledere for en masse besvær, da de slipper for håndtering af kontanter.

Golfbiler reserveres fremover med den ønskede starttid direkte på Golfbox. Afregning, afhentning og indlevering af bilnøgler foregår på vores nye Probox24. Af samme årsag skal alle bil-billetter konverteres til vouchere med stregkoder, og du skal derfor kontakte sekretariatet, såfremt du har gamle billetter på lager.

Har du et udviklende tankesæt?

Trænerteamet har begået en spændende artikel, der præsenteres i samarbejde med Hundefrisoeren.dk. Det er den første i en række artikler, der omhandler den altoverskyggende forudsætning for det rette mindset. En nødvendig forudsætning, såfremt du ønsker at indfri dit egentlige potentiale, hvad enten det er på eller uden for golfbanen. Læs artiklen her

Øvrig information

Status ny forpagter

Der er endnu ikke fundet en ny forpagter til restauranten. Der er imidlertid dialog med flere emner, og det er aftalt, at Bjarne fortsætter indtil d. 31. maj 2017, således at driften er sikret i denne periode.

XL-fritspils ordning

Der er allerede 112 medlemmer, der har tilmeldt sig XL-golf ordningen i 2017, hvilket er fem flere end hele 2016. XL-golf er en ordning, der tilbyder frit spil i alt syv baner (inkl. RGK) for kun 900 kr. Se mere her eller kontakt sekretariatet for yderligere information.

Nye greenfee priser

Efter flere sæsoner med stilstand er greenfeeprisen hævet i Randers Golf Klub. Det koster nu 400 kr. for en runde golf på alle ugens dage. Husk, at man som medlem kan invitere gæstespillere til halv pris. Sidstnævnte gælder kun, såfremt man går i samme bold.

Randers Golf Klub - Himmelbovej 22, Fladbro · 8920 Randers NV · T 86 42 88 69 · F 86 40 88 69 · E Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.