Der skulle heldigvis ikke gå lang tid før en ny konstellation bragte sig på banen til at overtage værtsrollen i Randers Golf Klub efter Restaurant Funders, der lukker ned ved årets udgang.
Det er derfor med stor fornøjelse, at vi kan byde velkommen til Daniel Juul Abildgaard og Hans Christian Hermansen, der fra d. 1. januar 2023 overtager forpagtningen af restauranten på Himmelbovej 22.
Golfklubbens medlemmer og gæster er de seneste år blevet godt vant til Restaurant Funders meget smagfulde mad, og det er derfor glædeligt at stafetten gives videre til to meget kompetente profiler, der har spændende planer for restauranten til glæde for alle typer af gæster – med eller uden golfsko.
Daniel Juul kommer fra en stilling som Køkkenchef på Hotel Randers, og har før det arbejdet som køkkenchef på Stephansens Hotel, ligesom han også har kreeret spændende serveringer hos Nor Event.
Hvis navnet lyder bekendt, så er Daniel søn af golfklubbens tidligere restauratør, Bjarne Juul, der med næsten 21 år på adressen kan bidrage med gode råd til den daglige drift. Af samme årsag er det også lykkedes at overtage det gamle firmanavn, hvorfor det bliver et gensyn med Restaurant In’Golf i det nye år.
Hans Christian Hermansen (HC) er som den anden halvdel af makkerparret særdeles godt kendt i området, hvor karrieren har budt på ansættelse på flere fornemme adresser, som f.eks. Østergade 1, Nor Event og senest som kok i Hobro Idrætscenter, hvor han, foruden de daglige ekspeditioner af centrets besøgende, har suppleret udvalget med private Dining.
Duoen har spændende visioner for den kommende restaurant, som tæller a la carte, der hovedsageligt præsenteres som tavlemenuer baseret på sæsonens råvarer, mad ud af huset, samt alle typer af selskaber.
Restaurant In’Golf slår i første omgang dørene op for spisende gæster fra d. 9. januar i tidsrummet 11-17, eller efter aftale. Ved forespørgsel eller reservation mv. kan der allerede nu rettes henvendelse til Hans Christian, 28927333 el. Daniel Juul, 22829411.
Overtagelsen markeres med en åbningsreception for alle interesserede fredag d. 20. januar i tidsrummet 15-18, hvor der serveres lidt lækkert til de besøgende gæster.
Eventuelle spørgsmål til Restaurant In’Golf kan rettes til førnævnte kontaktinfo, eller til Randers Golf Klub på 86428869 el. info@randersgolf.dk.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Randers Golf Klub