Som offentliggjort på efterårets generalforsamling, har vi valgt Clyde Johnson som vores fremtidige golfbanearkitekt. Udvælgelsen af Clyde skete over en periode på 2 år, og efter dialog med 6 forskellige arkitektfirmaer – så valget er langt fra tilfældigt. Clyde betragtes som en af de mest talentfulde arkitekter i verden.

Mange stiller sikkert spørgsmålet ‘Hvorfor skal vi overhovedet lave om på vores bane?’
Det er ingen hemmelighed at banearkitekten Clyde Johnson i øjeblikket arbejder på en plan for Randers Golf Klub. Clyde har skitseret en foreløbig masterplan for vores 18 huller, men inden den bliver offentligtgjort er der selvfølgelig en lang række spørgsmål vi skal have besvaret. Det første vil helt sikkert være ‘Hvorfor?’ – så lad os starte der.

Banen består af omkring 36 teesteder, 18 greens og 48 bunkere. Hvilket jo i princippet alt det man behøver for at have en god golfbane. Men hvordan disse baneelementer placeres, og hvordan de formes er alt afgørende for hvor god en bane man ender op med. Jo mere terrænet bevæger sig og jo mindre jord man har – desto sværere bliver det at placere disse elementer rigtigt. Banen er overvejende designet af tidligere arkitekt og lokale medlem Mogens Harbo som også var med til at bygge Gellerupparken, City Vest og vores klubhus. Og selvom han var en dygtig arkitekt var han altså ikke en erfaren golfbanearkitekt. Mogens Harbo har uden tvivl været inspireret af tidens mode i banedesign – så på den måde får han faktisk et “fri pas”. Perioden fra 2. Verdenskrig og frem til omkring 1995 er i golfarkitektur kredse beskrevet som den mørke periode. Nogle vil sige at mere end 9/10 af de baner der blev bygget i perioden højest var middelmådige. Andre vil sige at det eneste gode der blev bygget var af Pete Dye. Og Harbo blev jo faktisk inspireret af ø-greenen på TPC Sawgrass.

Golf var populært og der blev bygget mange baner – og det skulle være mesterskabsbaner. De skulle være lange, svære og udfordrende. Det betød at baner blev designet efter “US Open doktoren” Robert Trent Jones’s model om mere rough, smalle fairways, flere træer og flere bunkere.

Det var en model alle baneudvalg og middelmådige arkitekter kunne forstå, og tusindevis af baner blev bygget og modificeret – så golfspillere kunne blive udfordret (golf var åbenbart for let dengang). Glemt var æraen før den store depression hvor arkitekter designende strategiske baner der tillod begyndere at komme rundt samtidigt med at de bedste blev testet (Det er jo faktisk de baner der bruges til majors). Væk var intelligent design der brugte topografien klogt – hvorfor skulle man det når man havde en bulldozer! Vi skulle have backtees, vand, springvand, rhodendendron, træer, smalle fairways, men det skulle samtidigt være fair. Vi skulle spille US Open hver dag! Det var en tid hvor de dygtigste golfspillere satte præmisserne – selvfølgelig på en måde så det passede deres syn på spillet. 

Fair betyder i denne sammenhæng at skæve slag skulle straffes, dårligt leje i bunkere var bandlyst, bunkere midt i fairway blev betragtet som unfair, ingen blinde slag, greens skulle tage imod, hullet skulle præsentere sig fra tee osv. Det var arkitektur det var let at gennemskue, men det var ikke særligt spændende.

Det var en tid hvor der skulle bygges golfbaner der kunne sælge huse. Robert Trent Jones, Jack Nicklaus, Arnold Palmer, Gary Player og Greg Norman havde travlt med at flyve rundt og få taget billeder og lade som om de selv designede golfbaner.

I 1995 byggede Coore & Crenshaw Sand Hills i midten af Nebraska langt væk fra alting – alle sagde det var håbløst. Sæsonen er kun 4 måneder, ‘er er 500 km til nærmeste lufthavn og der bor ingen mennesker – eller det passer ikke helt for der bor næsten 500 mennesker i den nærliggende by Mullen. Banen er bygget i et klitlandskab for under 8 millioner inklusiv klubhus og overnatningsmuligheder. Men det interessante er ikke prisen, men nærmere det at en bane der gik fuldstændigt modsat af alt det eksisterende blev en kæmpe success. Det var i en periode hvor Tom Fazio byggede baner til omkring en milliard med kunstige vandfald og der blev flyttet enorme mængder jord. Sand Hills var en bane bygget efter samme principper som blev anvendt af arkitekterne der huserede i 1920’erne, og det startede en ny trend blandt arkitekter – eller ihverfald nogle. Lad os nøjes med at sige at ombygningen der foregik i 2009/2010 var efter den gamle model, men i stedet for at trække rundt i det så lad os hellere tænke på fremtiden.

Den arkitektoniske grund til at ændre vores bane er at banen kan gøres meget sjovere og mere strategisk, men der er selvfølgelig også de mere lav praktiske ting som livs-cyklus og agronomi. Alt går til på en bane og mange af vores greens er gamle og for små til de mange medlemmer (slitage). Det samme gælder vores tees der ikke har en chance. Bunkers ligger forkert og skal alligevel genopbygges – så hvorfor ikke ordenligt? Der er alt for lidt variation omkring greens. Vi har en række sikkerhedsproblemer. Træerne kvæler græsset og mosen gror til.

Der er faktisk rigtigt mange gode grunde til at lave om. Hvor de eneste argumenter for ikke at gøre det er at det forstyrrer spillet og koster penge. Det med at det forstyrrer spillet kan vi håndtere, men vi kommer ikke uden om at det koster penge.

Hvem er Clyde Johnson og hvorfor kan han gøre en forskel?

Clyde er englænder og bosiddende i Skotland St Andrews – jeps hans hjemmebane er Old Course. Ud over at være selvstændig arkitekt er han også en fantastisk dygtig shaper. Han har været med til at bygge Dismal River, Tara’Iti, St Patricks Links og Te Arai. Dette er Tom Doak designs der rangerer blandt de absolut bedste baner i verden. 

Som selvstændig arkitekt har han ansvaret for en række af højt rangerende baner – herunder flere Alister Mackenzie baner. Men for dem der er interesseret vil jeg hellere henvise til hans hjemmeside www.cunninggolfdesign.com 

Clyde er meget interesseret i vores bane fordi vi besidder et spændende terræn med forskellige landskabstyper. Vi har rester af hede, vådområder, skovarealer, istidslandskab og mere fladt landskab. Det er selvfølgelig også derfor, at der bliver kigget på at vise skov, istidslandskab og mose bedre frem. Og i modsætning til mange af de andre baner han normalt arbejder på, ser han virkelig mange muligheder for at skabe forbedringer der betyder noget.

Clyde designer efter samme principper som arkitekterne fra 1920’erne og top arkitekterne Tom Doak, Gil Hanse og Bill Coore. Han betragtes af flere kilder som et af fremtidens mest lovende navne i arkitektur. Han kan selv forme bunkere og bygge greens på højeste niveau, og her mener jeg i en kvalitet der hørere til på baner der er i top 100 i verden. Han designer efter princippet om at det skal være sjovt at spille banen. Hazarder placeres der hvor man får den bedste indgang til greens – så dem der jagter en birdie kan spille med større risiko (risk/reward). Han vil udnytte topografi og landskabskarakteristika bedre og han vil indføre mere kort græs omkring greens så der er mere variation i indspil. Det korte græs vil også spille en større rolle i forsvaret af greens – som vi så det i årets PGA Championship på Southern Hills.

Sammenhæng mellem natur og bane vil blive udnyttet bedre. Udtynding af træer og fremme af naturlig vegetation – særligt lyng vil sandsynligvis blive trukket mere ind i designet.

Vi kan dog desværre ikke give Clyde helt frie tøjler, da der jo er nogle begrænsninger omkring økonomi, fredskov, vådområder, fortidsminder, plads og vedligeholdelse der skal tages højde for. Men det tager vi som en udfordring – for der vil stadigt være plads til et kæmpe løft af vores bane. 

Foreløbig skitse, der fortsat er unde udvikling (hullernes rækkefølge er med udgangspunkt i start på 1 Øst):

Hvordan kan det lade sig gøre at holde banen åben for spil?

I 2009/2010 brugte man eksterne entreprenører der ombyggede 6 greens hen over vinteren – hvilket betød at spillet blev forstyrret en hel sæson. Vi (og bestyrelsen) der var påvirket af dette har fra starten af været indstillet på at gøre det anderledes. Rent logistisk er det faktisk relativt simpelt at få ombygget banen mens vi spiller på den. Der er en række nye greenplaceringer hvor man kan bygge greens uden at forstyrre spillet nævneværdigt. Dernæst kan de gamle greens indgå som par 3 huller på op til 4 huller – således vi i princippet kan lukke 4 huller ned af gangen. Det kan naturligvis også gøres i mindre portioner, men med nøje planlægning kan man komme rigtigt langt og spille til rigtige greens.

Hvad er ‘design-build’?

Pete Dye var kendt for at sige at ‘golfbaner ikke bliver bygget ved et skrivebord, men i jorden’. Han sad selv i gravemaskinen på alle sine designs. Han var ikke kendt for detaljerede planer og CAD tegninger. Pete Dye var kendt for at “lege” med designet. Han ville skubbe lidt jord rundt og prøve nogle forskellige ting af. Det var koncepter som han lærte videre til Tom Doak og Bill Coore. Og det var koncepter Tom Doak lærte videre til Gil Hanse og Clyde Johnson! Så Clyde er en del af design-build stamtræet. Det betyder ikke at Clyde ikke har en plan, men han er ikke bange for at justere den i marken og tilføje features. Skrivebords arkitekten har derimod udlagt jordarbejdet til en entreprenør som ikke justere designet i marken. Det bliver bygget efter en specifikation – og det virker kun hvis arkitekten er tilstede til at justere. Det er lidt som at have en skulptør der ikke laver sine egne skulpturer, men står og siger til en anden hvad de skal lave.

Skulle dette nyhedsbrev rejse nogle spørgsmål, eller er der feedback til den foreløbige plan, er man velkommen til sende dem til mig på: martin.snejbjerg@icloud.com

På vegne af baneudvalget
Martin Snejbjerg Jensen