2020 blev selvsagt et anderledes år, men det lykkedes, Corona til trods, at afvikle de planlagte afdelinger med kun ganske få justeringer.
I alt 103 forskellige spillere har deltaget i årets Club Mulligan Business, og med et gennemsnit på 46 pr. gang, har tilslutningen været ganske fornem.
Der skal i den forbindelse lyde en stor tak til BDO, Sydbank, New Wave og PJC Sport (Cleveland/Srixon) der på hver deres måde har bidraget som turneringssponsorer i løbet af sæsonen.
Den sidste runde
Sæsonens sidste runde blev afviklet fredag d. 16. oktober og, foruden det obligatoriske spil på banen, fik vi besøg af Lisbeth Grove Mikkelsen (kendt fra Løvens Hule), der på spændende vis introducerede forsamlingen for historien om Wallpipe.
Spillet på banen var ligeledes spændende med blot 8 point mellem nummer 1 og 10 i holdrækken, og hele 4 hold der delte 1. pladsen med 110 point. Slaget skulle derfor afgøres på de sidste 9 huller, hvor holdet fra Gunderup Grus og Stenleje præsterede 57 point.
Individuelt vandt Torben Nyehuus (Krone Kapital) A-rækken med 38 point, og Peter Kim Pedersen (Gunderup Grus & Stenleje) tog sig af B-rækken med 36 point.
Årets Club Mulligan
Med stabilt spil over hele året var det fuldt fortjent, at Peter Skrubbeltrang (Velas) kunne løfte trofæet som årets Club Mulligan. Vinderscoren blev også her 110 point efter tællende runder i 38, 33 & 39. Peter har deltaget i alle årets afdelinger og er derfor ikke kommet sovende til sejren.
Foruden de obligatoriske præmier, var der sædvanen tro ekstra præmier fra den abdicerende mester, Dennis Roungkvist (Sparekassen Kronjylland), der i øvrigt forsvarede titlen på fornem vis via en placering som nummer 2 i årets udgave.
Club Mulligan 2021
Blikket er allerede rettet mod 2021-sæsonen, hvor vi kun kan tro på, at tingenes tilstand er tættere på ”back to normal”. I den forbindelse håber vi, at vi kan løfte sløret for såvel program og nyheder i løbet af februar 2020.
De bedste hilsner
Marck Lindved