Opdatering fra banen:
Forårskuller?
I dag står det i avisen, at vi er tæt på varmerekord for februar – vi har allerede slået rekorden for januar med en middeltemperatur på 5,5°C. Vintergækker og erantis er allerede afblomstret og visse buske er sprunget ud 🙂
Man siger som tommelfingerregel at græs gror ved temperaturer over 5° – men der er forskel fra den ene sort til den anden, og derfor har den vækst vi har set hen over vinteren været ret uens. Greens er blevet klippet ca. hver 14. dag og rullet ind imellem og fairways er blevet klippet et par gange også. Der har været en del græs begge steder, så noget vækst er der!
Jordtemperaturen er dog stadig lav, og derfor skal vi stadig passe på da regenereringen tager lang tid.
Nogen har måske bemærket teestederne er blevet klippet denne uge – det betyder desværre ikke de åbner i den nærmeste fremtid, men er alene fordi vi vil holde det så tæt på den rigtige højde som muligt.
Banen er ved at være mættet med vand efter den megen regn i januar og februar. Vi holder greens åbne så lang tid som vi kan, men hvis det ikke snart aftager lidt med nedbøren, kan vi blive tvunget til at lukke for at beskytte især omgivelserne.
Der er tydelige tegn omkring en del greens på nuværende tidspunkt, på et vi har rigtig mange golfspillere på anlægget hver dag. Mange har tendens til at gå de samme ruter omkring greens, og det giver unormal høj slidtage på græsset (der trods alt ikke gror ret hurtigt) og derfor har vi indkøbt nogle bøjler til at afspærre de hårdest ramte områder – vi beder om forståelse herfor og at de respekteres.