Skip links

Succesen fortsætter for RGK i Danmarksturneringen

I tidligere divisionsweekend kunne vi glædeligt fortælle om flere hold som lå godt til i deres puljer, hvor to hold havde sikret sig 1. pladsen i puljen. Dog var der stadigvæk en masse arbejde forude for klubbens bedste spillere.

Men som overskriften ganske vist afslører, så tør vi godt sige, at vi står overfor dét som kan vise sig at blive et historisk sportsår for Randers Golf Klub.

2. division herrer vinder 13-5 ude mod Silkeborg lørdag, hvilket sikrede os 1. pladsen i puljen med maksimum point. Det betyder, at vi nu kigger frem mod en kamp mod Viborg GK om en plads i 1. division til sæson 2020.

3. division herrer rykker direkte op, da Holstebro som vinder den anden pulje ikke kan rykke op, da de i forvejen har et hold i 2. division.

4. division herrer skulle på sidste spilledag ud og hente en sejr, samtidigt med at Hammel skulle tabe point ude mod Himmelbjerget. Drengene sørgede for det de kunne og vandt 8-4 ude mod Aarhus Aadal, og så ville skæbnen at Himmelbjerget vandt over Hammel, hvilket betyder at vi igen ser Randers Golf Klub i toppen af tabellen. 4. division har direkte oprykning til 3. division.

I kvalifikationsrækken herrer var der aldrig nogen tvivl, om hvorvidt vi ville klare skærene, der stod RGK på det hele, hvor nærmeste forfølger slutter sæsonen med 6 point mod vores 12, som er maksimum point. Vi ser frem mod oprykningspil hvor der spilles om otte pladser til 5. division.

 

For at tage lidt gas af ballonen, er vi nødt til at fremhæve ét stort MEN! Lige så historisk flot et år det kan blive. Lige så skuffende kan sæsonen slutte, med bristede drømme. Reglerne siger, at man som klub ikke må have to hold i samme division. Det betyder, at selvom 3. division herrer som har sikret sig en plads i 2. division, og det samme er gældende for 4. divisionen, så skal vores nuværende 2. division herrer klarer skærene og rykke op i 1. division.

Vi ser naturligvis frem til en festdag i vores blå RGK trøjer, og håber at se en stor opbakning til begge hold, som kan følges på helt tæt hold i henholdsvis Herning og Trehøje:

Oprykningskamp mod Viborg spilles den 15. september i Herning Golf Klub.

Oprykningsspil spilles 15. september i Trehøje Golf Klub.

 

Senior 3. division som også allerede inden sidste divisions weekend havde sikret sig en plads i 2. division til næste sæson med en direkte oprykning. Her stod der også RGK på alt igen med maksimumpoint.

2. division damer slutter sæsonen på en 3. plads med 4 point, og er derfor igen at finde i 2. division i næste sæson. I år har vi fået bragt to af vores unge og håbefulde juniorer i spil. Så med lidt mere erfaring, ser vi frem til på sigt, at kunne konkurrere om en plads i 1. division.

Kvalrækken damer må op på hesten igen. Her indtager vi puljens sidste plads, men kan se frem til at kæmpe på ny til sæson 2020 om en evt. plads i et oprykningsspil til divisions rækken.

 

For overblik over puljerne:

1 division herre                   2 division damer

2 division herre                  Kvalrække damer

3 division herre

Kvalrække herre                Senior 3. division

 

Foto: Annelene Petersen