Vores turneringsspillere har haft en travl sommer med turneringer i både ind- og udland.
Af resultater kan bl.a. nævnes, at Kristian Bressum har vundet sin første turnering, da der blev afholdt Bone´s Hjørring Stygge Krumpen open.
Derudover var Mikkel Schmitt og Jonas Thygesen udtaget til EM for juniorer der blev afholdt i Frankrig. Turneringsformatet er opdelt med en slagspilskvalifikation der afløses af hulspil, og i kvalifikationen endte holdet på en 10. plads. Med runder i 73-72 blev Jonas Thygesen placeret som nummer 20 i den individuelle række.
De 8 bedste hold blev herefter placeret i Flight A og 9-16 i Flight B. Her præsterede holdet at gå ubesejret igennem deres 3 matcher mod henholdsvis Finland, Holland & Portugal, hvorfor holdet totalt set endte som nummer 9 og en del erfaringer rigere.
Jonas Thygesen tog efterfølgende de gode takter med til Junior DM hvor han spillede sig i finalen i hulspil. Her mødte han landsholdskollegaen, Jamie Tofte-Nielsen, der skulle vise sig at blive hans overmand. Jamie havde marginalerne på sin side og Jonas måtte der “nøjes” med en flot sølvmedalje om halsen.
Til DM i slagspil var RGK også stærkt repræsenteret med Kristian Bressum, Klaus Bilde, Mikkel Schmitt og Jonas Thygesen. Turneringen bød på lave scores fra start til slut, hvor både Klaus, Mikkel og Jonas klarede cuttet med placeringerne 36, 38 & 27.
Sidst men ikke mindst har Jakob Høgh begået en ny banerekord på banen i Randers Golf Klub, i det han blot skulle bruge 63 slag (9 under par) da han deltog i Elite Tour den 20. juli. På runden lavede Jakob hele 8 birdies, 1 eagle, 1 bogey og 8 pars. FLOT!!!
Ny banerekord og sølvmedalje ved Junior DM
